Naboskænderier – Hvor går grænsen?

Naboskænderier – Hvor går grænsen?

10. maj 2012 0 Af Kallun Solvang

Du kender sikkert emnet fra TV, hvor flere dokumentarprogrammer har taget udgangspunkt i dét, jeg vil fortælle om i dag: Naboproblemer. Personligt har jeg alle dage taget afstand fra de personer, der har deltaget i TV-programmer om nabokrig og hængt sig selv og hinanden ud som humørsyge tyranner, hvis hverdag går ud på at terrorisere naboens liv. Somme tider er problemerne skildret så lodret, at jeg har troet, at der var tale om skuespillere, der blev betalt for deres deltagelse i programmerne.

For ganske nylig fandt jeg dog ud af, at sådanne krige rent faktisk udspiller sig, og at det ikke altid er meget, der skal til, for at en nabo bliver gal.

I påsken havde min kæreste og jeg lejet et sommerhus i anledning af at vi begge havde fri og trængte til at komme lidt væk og slappe af. Sommerhuset, vi havde lejet, var stort og dejligt, havde pool, jacuzzi, sauna og en dejlig terrasse, hvor vi kunne sidde i læ for vinden og trække frisk luft. Den ene aften var vejret endda så godt, at vi kunne grille aftensmaden på den store gasgrill, som stod til fri afbenyttelse. Det skulle vi dog aldrig have gjort…

Blot 15 minutter efter vi havde tændt op i den store grill, stod manden fra nabohuset foran vores dør og bankede på. Da vi jo stod på terrassen og grillede, kunne vi i første omgang ikke høre hans banken, hvorfor han valgte at hamre hårdere på døren, så ingen på vejen kunne undgå at høre ham. Både jeg og min kæreste gik til døren og åbnede op for manden, som straks vi havde øjenkontakt begyndte at skælde ud. Han spurgte ”Hvad fanden vi dog tænkte på”, mens han pegede ud på terrassen, hvor grillen stod og var ved at være varm og klar til brug.

Vi forstod ikke, hvad manden mente, og spurgte derfor, om han ville forklare sin vrede. Til det svarede han, at det jo selvfølgelig var grilleriet, han hentydede til, og at vi havde lige præcis 10 minutter til at slukke grillen, inden han ville ringe til politiet. Han forklarede os, at han havde tøj til tørre, og at han nu var nødt til at vaske det igen, efter at vi havde sendt røg hans vej. Derefter vendte han om på hælen og gik hjem.

Da vi kom tilbage på terrassen, lagde jeg straks mærke til, at vinden rent faktisk bar røgen væk fra hans have, og at hans tøj umuligt kunne have fået røg på sig. Alligevel droppede vi grillmenuen, pakkede grill og værktøj sammen og stegte i stedet vores kød på en smart lille raclette i køkkenet. Naboen havde slukket for den gode grillstemning, og resten af aftenen gik med at bearbejde og tale om hans vredesudbrud. Godt det ikke var vores eget sommerhus, og at vi højst sandsynligt aldrig ser manden igen.

Hvad mener I? Var naboen i sin gode ret til at flippe sådan ud, og var det ubetænksomt af os at tænde op i grillen? Eller var det, som jeg mener, ham, der gik over stregen?

Disclaimer